Hårdheden af vandet leveret fra I/S Lendum Vandværk er i Den Grønne Vejviser for Sindal Kommune (25. årgang) oplyst til 9,3. Hårdheden af vandet måles i den tyske enhed 0dH. Stilles hårdheden op i et skema vil det se ud som skemaet her på siden.
Det kan ikke siges at vandets hårdhed har betydning for vores sundhed, og der er da heller ikke stillet kvalitetskrav til drikkevandets hårdhed.
I vores hverdag har hårdheden dog nogen betydning, ved tøjvask er det således vigtigt at dosere vaskepulveret rigtigt i forhold til hårdheden, for at få det bedste vaskeresultat og for at beskytte vaskemaskinen og vores miljø. Jo blødere vandet er jo mindre vaskepulver skal man bruge.
For farmand har det også betydning når han får børnene til at vaske "skatten" der står ude i garagen. Bliver vandet ikke tørret ordentlig af, får "skatten" "kalkeksem".
For opvaskemaskinen, som de fleste benytter sig af, er det også af betydning at kende vandets hårdhed, da maskinen skal indstilles således, at doseringen af salt og afspændingsmiddel er korrekt.
For ledningsnettet har det også betydning, da der vil aflejre sig kalk i rørene hvilket øger gennemstrømningsmodstanden. Det kræver så ekstra energi - og dermed penge -, at oprette trykket og vandhastigheden hos forbrugerne i yderområderne.
Aflejringen kan dog også have en positiv betydning da det beskytter vandet mod udfældning af tungmetaller fra rørene.
Hårdheden skyldes vandets indhold af Calcium og magnesium, stort indhold = hårdt vand, lille indhold = blødt vand. Vandets hårdhed kan nedsættes ved behandling af det på vandværket, men det sker yderst sjældent. Det er mere almindeligt, at den enkelte forbruger får monteret en magnetisk "kalkfjerner" på sin egen husinstallation.